- Klaus K Blog - http://dengulenegl.dk/blog -

Professor erkender: Forsøg i hvidbog er fup

Skrevet af KK d. 20. september, 2009 @ 7:17

♦ Folketinget vildledt af “Hvidbog om passiv rygning”

♦ Fup-forsøg blev brugt, fordi det var en “effektiv formidlingshistorie”

180grader.dk: Forsker fanget i overdrivelse af passiv rygnings farlighed

- INTERVIEW:

Steffen Loft: "Det var en effektfuld formidlingshistorie"

Steffen Loft, professor: Forsøget var "en effektiv formidlings historie"

Professor i miljømedicin, toxikolog Steffen Loft er ekspert i dansk ”public health”, når det drejer sig om partikler. Listen over hans videnskabelige publikationer er lang - han er en, lovgiverne lytter til, når det gælder luftforurening og fx. passiv rygning.

Derfor har det undret mig, at Steffen Loft har lagt navn til det såkaldte garage-forsøg, der sammenligner passiv rygning fra 3 cigaretter med en halv times udstødning fra en dieselmotor - som viser at cigaretterne er farligere end dieselmotoren. Dette forsøg har også været vist i DR1 - og det har vildledt mange naive danskere og en del politikere til at tro, at passiv rygning er farligere end diesel-udstødning.

Dette er imidlertid ikke korrekt. Forsøget er vildledende. En halv times diesel-udstødning er langt farligere at indånde end passiv rygning af 3 cigaretter.

Hvidbog om passiv rygning 2005

Det fremgår imidlertid ikke af Steffen Loft’s artikel i Hvidbog om passiv rygning. Den blev udgivet i 2005 af 16 danske organisationer, anført af Kræftens Bekæmpelse med det budskab, at den internationale anti-tobakslobby nu havde samlet så mange beviser for faren ved passiv rygning, at politikerne var nødt til at indføre rygeforbud i Danmark.

Et af de såkaldte beviser var netop dette forsøg, som er beskrevet på side 12 af Steffen Loft sådan:

Sammenligning af passivrøg med trafikforurening: En undersøgelse har vist, at 3 cigaretter, der røg sig selv, gav en koncentration af PM1 på 168 μg/m3, mens en dieselmotor i tomgang i 30 minutter i det samme lukkede rum gav en koncentration af PM1 på 13 μg/m3. PM10 var 343 μg/m3 efter cigaretterne og 44 μg/m3 efter dieselmotoren (Invernizzi et al., 2004).” skriver Loft.

Det fabrikerede forsøg blev lavet af Giovanni Invernizzi og Roberto Boffi - begge medlemmer af anti-tobakslobbyen i FN-organisationen WHO i 2004. Tre år senere afslørede kemikere fra den tyske restaurationsbranche-forening BGN imidlertid, at WHO-forsøget er vildledende. Den tyske brancheforening beskyldte også WHO for manipulation med forsøget og rettede hård kritik af WHO’s “metoder” på et symposium om passiv rygning i Mannheim i 2007.

Se artikel: Afsløret: WHO passiv rygning forsøg var fup

Ford Mondeo: Brugt i fup-forsøg, der skulle vise stor farlighed ved passiv rygning

Ford Mondeo: Brugt af WHO i vildledende forsøg, der skulle vise stor fare ved passiv rygning

WHO-folkene havde målt antallet af partikler ved 30 minutters udstødning fra en Ford Mondeo diesel i en garage - og sammenlignet det med antallet af partikler fra afbrændingen af 3 cigaretter. De offentliggjorde herefter, at partikel antallet var meget højere fra cigaretterne - og kom på det grundlag frem til den overraskende konklusion, at cigaretterne er farligere end dieselbilen.

De tyske kemikere afslørede imidlertid, at WHO-folkene kun havde målt partiklerne med ét enkelt måleinstrument - og at dette apparat er ”blindt” overfor de ultrafine dieselpartikler.

Tyskerne gentog forsøget og målte igen - denne gang med instrumenter, som godt kan måle både diesel-partikler og partikler fra tobaksrøg. Resultatet viste herefter, at der var 3-12 gange flere partikler fra dieselbilen. Og det var vel at mærke de mindste, ultrafine partikler, som ifølge lægerne er de farligste, fordi de trænger dybt ned i lungerne.

Se en engelsk oversættelse af de tyske kemikeres forsøg.

”Steffen Loft må have en forklaring,” tænkte jeg - en forklaring på, hvorfor et vildledende forsøg optræder i Hvidbog om passiv rygning - så jeg ringede til ham.

“Vi var nødt til at tage det studie med”

Efter at være gjort bekendt med min viden om de to forsøg, erkender Steffen Loft først, at WHO-forsøget ikke er noget godt studie. Herefter siger han: 

”Det studie er ikke den store videnskab. Det kunne gøres meget grundigere.”

- Altså ligesom tyskerne har gjort?

“Det kan jeg ikke tage stilling til her. Jeg ved ikke, hvem der har lavet det, og jeg kender ikke omstændighederne. Men det virker da, ud fra hvad du siger, umiddelbart grundigere.”

- Er det ikke forkert at I i Hvidbogen efterlader folk med det indtryk, at passiv rygning af 3 cigaretter er farligere end udstødningen fra en dieselmotor?

”Jamen - (WHO) forsøget siger intet om farligheden. Det siger kun noget om antallet af partikler - ikke om det er farlige partikler.”

- OK. Men hvorfor satte I det så i ”Hvidbog om passiv rygning”?

”Det var fordi … der var simpelthen ikke andre studier af partiklerne fra passiv rygning på det tidspunkt. Det var det eneste grundlag, vi havde, så vi var nødt til at tage det studie med.”

Denne udtalelse er overraskende. Der er siden 80-erne offentliggjort mange partikel-målinger af passiv rygning i ”real-life” situationer. De viser, at passiv-rygere udsat for fri rygning i hjem og på job gennemsnitligt indånder hvad der svarer til at ryge 6-9 cigaretter årligt (1, 2, 3, 4, 5, 6) - men disse målinger har Hvidbogs-forfatterne altså valgt fra, og har brugt WHO-forsøget i stedet.

WHO-forsøget var ”en effektiv formidlingshistorie”

- Jamen, var det så ikke bedre at lade være med at tage det studie med i Hvidbogen? Det giver jo læseren et helt forkert indtryk af forholdet mellem passiv rygning og diesel forurening?

”Altså … det er rigtigt, at studiet siger intet om farlighed ved passiv rygning. Men det er jo en effektfuld formidlingshistorie.”

- Formidlingshistorie … hvordan?

“Jamen, den er effektiv. Det må du da kende til som journalist. Vi var nødt til at tage det studie med. Det studie er meget … illustrativt for modtageren.”

- Men … det virker som om, du siger, at forfatterne af Hvidbogen i forvejen havde lagt sig fast på, at passiv rygning skulle være farligt?

”Jamen, det er skam meget velbelyst, at passiv rygning er farligt, og det var det også dengang. Der er 30% forøget risiko for lungekræft og hjertesygdomme for passivrygere. Det er der også ved høj udsættelse for luftforurening. Det er faktisk lidt den samme risiko størrelse.”

Interviewet kunne egentlig slutte her. Steffen Loft har bekræftet, at WHO-forsøget er vildledende, og valgt til Hvidbogen netop på grund af dets “illustrative” evne til at vildlede. Jeg fortsætter imidlertid, fordi jeg ved, der findes store undersøgelser, der viser forhøjet dødsrisiko ved luftforurening og nul risiko ved passiv rygning. - (7) Foreholdt dette henviser Steffen Loft imidlertid til andre epidemiologiske undersøgelser (spørgeundersøgelser).

Fanatiske rygere … ?

- Men I kan kun demonstrere fare ved passiv rygning gennem epidemiologiske undersøgelser? Det er aldrig lykkedes med konkrete målinger af røgen?

”Nej, men det ligger altså helt fast. De epidemiologiske resultater er overvældende. Og der findes også målinger af folks nikotin udsættelse i blodet, som støtter de undersøgelser.”

- Jamen, når der nu findes konkrete røg-målinger, som viser at passivrygere er udsat for højst ni cigaretter årligt? Så virker det da ikke særlig sandsynligt, at det skulle være farligt?

”Jeg mener nu, at der er undersøgelser der viser, at det at være passivryger svarer til at være let ryger.”

- Men spørgeundersøgelser er jo kun spørgeundersøgelser … man kan da ikke troværdigt måle, hvor meget røg folk har været udsat for i hele livet, ved at spørge dem i et spørgeskema?

”Du skal lige være opmærksom på, at der findes et hav af undersøgelser, som er finansieret af tobaksindustrien. Det kunne jo være nogen af dem, du har set. Tobaksindustrien har bevidst forsøgt at så tvivl i folk om farligheden af deres produkt. De har i mange år sagt: ”Doubt is our product” … det er kendt, så dér skal du lige passe på.”

- Jamen, det har da intet at gøre med det konkrete indhold af undersøgelserne. Har det betydning, hvem der har finansieret et studie, hvis det er et godt studie?

” … Sig mig, er du ryger?”

Vi er nu helt borte fra emnet. Jeg svarer med en let underdrivelse:

- En enkelt pakke eller to er da røget ned i min tid …

”Du lyder nemlig som én af de dér fanatiske rygere, der tror at I kan tale jer fra risikoen ved tobakken. Det kan I ikke. Tobak er dødsens farligt. Og nu må du undskylde mig, for jeg har travlt, jeg skal videre.”

Professor vil forbyde udendørs rygning

- Må jeg lige til sidst spørge: Du lyder som om, du ville blive rigtig glad, hvis tobak ikke fandtes?

”JA - det ville jeg! Jeg synes, tobak er noget rigtig skidt. Det slår masser af mennesker ihjel både rygere og passivrygere.”

- Vel næppe mange passivrygere. Men bliver det ikke svært at få noget til at forsvinde, som mange folk har nydt i århundreder?

”Jamen, jeg synes slet ikke, at rygere skal have lov til at udsætte andre for røg mere. Heller ikke udendørs. I hvert fald ikke på steder, hvor folk er forsamlede.”

- Hvorfor ikke? Der er jo i hvert fald ingen målbar risiko ved passiv rygning udendørs.

”Nej, men det er jo irriterende. Og hvorfor skal jeg udsættes for det, selv om risikoen er lille. Hvorfor skal jeg udsættes for nogen risiko overhovedet?”

- Men med den argumentation kan man jo forbyde alting - eller i hvert fald mange ting?

”Ja, men det tror jeg også kommer til at ske. Der er mange ting, man ikke må i dag, og der bliver mange flere ting, man ikke må i fremtiden. Tobak er slet ikke nødvendigt for opretholdelsen af livet - så ja, jeg vil blive glad, hvis det forsvinder helt. Og nu siger jeg tak for samtalen … ”

- Det er skam mig, der takker. Tusind tak.

”Selv tak. Farvel.”

Skal Indre Mission diktere vores alkohol-politik?

Kommentar: Til slut er det ikke længere en videnskabsmand, der taler, men en privatperson, der har en stærk aversion imod tobak. Jeg søgte en forklaring, på hvorfor dette forsøg var brugt i Hvidbog om passiv rygning. Den har jeg fået - det er sket på grund af dets “illustrative evne” til at vildlede læseren om faren ved passiv rygning.

Det skal i retfærdighedens navn siges, at Steffen Loft’s primære forskningsområde ikke er passiv rygning. Som det fremgår af hans CV:

“Steffen Loft forsker i toksikologi og hvordan kroppen optager og håndterer giftstoffer. Især studerer han effekten af partikler i luftforureningen, og besidder desuden viden om kost og kræft samt de negative sundhedsmæssige aspekter af moderne industriel nanoteknologi.”

Jeg er ikke i tvivl om, at forskere som Steffen Loft gør et stort arbejde i folkesundhedens tjeneste. Men jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældet, når det drejer sig om tobak og passiv rygning.

Når en forsker har en så lidenskabelig modvilje imod et stof, der skal undersøges, er det svært at tro, at arbejdet kan ske på en objektiv videnskabelig måde. Der er tale om en alvorlig personlig interessekonflikt.

Ingen drømmer vel om at sætte fanatiske afholdsmennesker som fx. lederne af Indre Mission til at definere vores alkohol-politik?

Fanatikere ødelægger videnskaben

Tobakken har i særlig grad tiltrukket fanatiske holdninger - formentlig pga. røgen og lugten fra cigaretterne, som mange finder irriterende - især højtuddannede folk. Den canadiske epidemiolog Carl V. Phillips advarer direkte imod anti-tobaks aktivisterne i den offentlige sektor, som ifølge Phillips har sat sig på magten, og som er ved at ødelægge videnskaben - på grund af deres stærke personlige had imod tobak: Warning: Anti-tobacco activism may be hazardous to science

Et af verdens største navne indenfor epidemiologi, den nu aføde amerikanske Dr. Alvan Feinstein, skrev inden sin død, at flertallet i Public Health samfundet er smittet med “anti-tobaks evangelisme”. Interviewet med Steffen Loft bekræfter, at dette fænomen også findes i dansk Public Health, hvor man kan konstatere et næsten religiøst had imod tobak.

Spørgsmålet er, om dette had overfor tobakken har været med til at gøre passiv rygning farligere, end der er videnskabelig dækning for? Smitter det passionerede ønske om en tobaksfri verden af på fortolkningen af tallene? Sådan ser det unægtelig ud. Man behøver ikke kradse længe i overfladen på beviserne, før man finder ud af, at beviset for faren ved passiv rygning er meget tyndt, og den reelle risiko er tæt på nul.

Alle mennesker har naturligvis ret til at have deres egne private aversioner imod andre folks livsstil - omend enhver psykolog vil sige, at man opnår bedre livskvalitet, den dag man erkender, at andre folks livsstil er andre folks valg.

Men er det rimeligt, at højt uddannede statsansatte embedsfolks personlige aversioner skal danne baggrund for det videnskabelige arbejde, der ligger til grund for politikernes indførsel af omfattende forbud og reguleringer af borgernes valg af livsstil?

Det vildledende WHO garage-forsøg blev diskuteret ivrigt i folketingssalen (8, 9) som et stærkt argument for et stramt rygeforbud, da Folketinget i 2006 havde modtaget Hvidbogen og debatterede rygeforbud før vedtagelsen af loven. Politikerne blev vildledt. De hoppede på den - og loven blev vedtaget af stort set samtlige folketingsmedlemmer i et bredt forlig.

Der er ingen tvivl om forsøgets evner som ”effektiv formidlingshistorie,” som Loft kalder det. Det havde måske endda været forsvarligt, hvis der var andre studier, der tydede på, at passiv rygning af tre cigaretter kunne være farligere end diesel-udstødning. Men sådan er det ikke. Forsøget er netop vildledende. Og dér, hvor det går helt galt er, at det netop var af den årsag, at forfatterne bag Hvidbog om passiv rygning brugte det.

Er det bare mig, der er naiv, når jeg mener, at embedsfolk, der arbejder for skatteydernes penge skal være objektive - upartiske? At offentlige videnskabsfolk skal være hævede over aktivist stadiet? Det er de nemlig ikke, som denne historie viser. Og det er måske den egentlige, underliggende årsag til, at borgerne for tiden udsættes politisk for store indskrænkninger i deres naturlige ret til at bestemme over deres egen livsstil.

Spørgsmålet er derfor nu: Hvad gør vi ved det?

—————————————————————-

Referencer:

0. Hvidbog om passiv rygning, Kræftens Bekæmpelse m.fl. 2005

1. Personal Exposure to Environmental Tobacco Smoke in 8 European Cities - Phillips, Howard & Bentley 1998.

2. Results from Surveys of Environmental Tobacco Smoke in Offices and Restaurants - Oldaker, Perfetti, Conrad Jr, Conner & McBride 1989.

3. Indoor air quality and environmental tobacco smoke: Concentration and exposure - Meta-analysis 41 studies, Holcomb 1991.

4. Exposures to second-hand smoke lower than believed, study finds - OakRidge National Laboratory 2000

5. Researcher questions: How bad is secondhand smoke? - Rogers 2005.

6. Exposure to environmental tobacco smoke in 16 cities in United States - Jenkins, Paulasky, Counts, Bayne, Dindal & Guerin, 1996.

7. Particulate air pollution as a predictor of mortality in a prospective study of U.S. adults. Pope, Thun, Namboodiri, Dockery, Evans, Speizer & Heath 1995.

Denne store undersøgelse af 552.138 voksne amerikanere i 151 større byer viste 17% øget dødsrisiko ved udsættelse for partikel (luft) forurening. Resarcherne havde også spurgt om passiv rygning, men de tal blev ikke offentliggjort. Efter protester fra de største forurenende industrier i USA, blev undersøgelsen i år 2000 re-analyseret af Health Effects Institute, hvor alle andre tænkelige årsager til resultatet også blev inddraget - herunder uddannelseslængde og passiv rygning.

Efter re-analysen bestod risikoen ved luftforurening (herunder dieseludstødning) - den viste også øget dødsrisiko for folk med lav uddannelse -  mens risikoen ved passiv rygning var præcis 0% - (se table 3). Se også Enstrom 2007

8. ” … i den hvidbog, der blev udgivet lige før jul, kunne man læse, at tre cigaretter, der ryger sig selv, giver en partikelkoncentration, der er mere end ti gange så stor, som hvis man lader en dieselmotor køre i tomgang i en halv time. Det synes jeg er et meget fint billede på, at det her ikke bare er noget, man skal tage helt let på. Vi støtter stort set et totalt forbud alle steder. Det gælder f.eks. på alle serveringssteder.” - Charlotte Fischer, Det Radikale Venstre under Folketingets 1. behandling af rygeloven, 4. april 2006

9. “Jeg tror, at selv vi, der fagligt har arbejdet med det her område, er blevet overraskede over, hvor voldsomt farligt passiv rygning er. Billedet af, at tre cigaretter, der ryger sig selv i et rum, er farligere end at have en bil stående og køre i tomgang ½ time, er måske det mest præcise billede på farligheden af rygningen. Så der er ikke nogen tvivl om, at det er et problem, vi skal tage grundigt alvorligt.” - Socialistisk Folkepartis sundhedsordfører læge Kamal Qureshi under 1. behandlingen, 4. april 2006.

—————-

Se også 180grader.dk: Forsker fanget i overdrivelse af passiv rygnings farlighed

Bookmark and Share

Indlæg printet fra Klaus K Blog: http://dengulenegl.dk/blog

Link til indlæg: http://dengulenegl.dk/blog/?p=1152

Copyright © 2010 Klaus K blog. All rights reserved.