- Klaus K Blog - http://dengulenegl.dk/blog -

Hold kæft og lad folket være i fred !

Skrevet af KK d. 1. oktober, 2010 @ 5:16

♦ Forebyggelses-industrien gør raske danskere syge:

♦ Brugte 22 millioner på at øge sygefraværet

Debatindlæg fra Ekstra Bladets bagside: Vrisne gamle mænd, 1. okt 2010

- Af Klaus K, journalist & sangskriver

Mit sidste vris 13. sep affødte en kommentar fra sundhedsminister Bertel Haarder, som viser hvorfor både økonomi og humør kører dårligt i Danmark.

Det handlede om den russiske finansminister Kudrin, som opfordrede folk til at ryge, drikke og lave flere børn. Det gjorde han for at få gang i forbrugsfesten, fødselstallet og den økonomiske vækst i Rusland. Mere fest og flere børn - det er vejen ud af krisen, sagde han.

Dette smukke og poetiske budskab, der løftede sig som en fri fugl imod himlen og indgød håb i alle, blev imidlertid straks nedskudt af Haarder. For 117. gang skulle vi have den moralske bandbulle imod rygning: ”Det bliver en kort fest. Rygere korter gennemsnitligt 8-10 år af deres egne liv.”

Og så stopper ploven brat. Er det kun mig, der er fodslæbende træt af at blive sygeliggjort sådan? Ville det ikke være skønt, hvis sundhedsministeren bidrog med noget positivt og originalt? Fx. at hans eget helbred er på toppen, fordi han hver dag drikker et glas af sin egen morgenurin?   

Haarder kunne også vælge at holde øje med sit embedsområde. Her vælter det med skandaler, og de koster kassen. Sygehusene er en megaskandale - med ventelister, fejlbehandlinger, bureaukrati, svinsk rengøring & alt for mange administratorer.

Der er også skandaler på forebyggelsesområdet - i ”folkesundheden”. Dens mantra er: ”Det er bedre at forebygge end at helbrede” - det lyder jo så fornuftigt. Der er bare én lille hage: Det er forkert. Forebyggerne lever nemlig af at gøre folk syge - ikke af at gøre dem raske. For hvis de er raske, er der jo ikke brug for forebyggerne mere.

Skønt at blande sig
i andre folks liv …
i det godes tjeneste

Derfor går alle sundheds”undersøgelser” ud på at vise, at der er mange flere syge danskere end i virkeligheden. Så kan man tigge politikerne om penge til nye undersøgelser, og politikerne kan med alvorlige miner spille ”gode” og indføre forebyggende love - såsom rygeforbud, høje afgifter på usunde varer, solarieforbud, alkohol restriktioner, fedtforbud osv.

Der er åbenbart ikke noget så skønt som at blande sig i andre folks liv i det godes tjeneste. Men denne sygeliggørelse af raske danskere har en risiko: Den ødelægger både humør og økonomi. Og mange bliver syge af den:

Regeringen har skabt en statslig forebyggelsesfond, så alle kan søge om penge til sundhedsforebyggende aktiviteter. I 2007 bevilgede fonden 22 mill skattekroner til projekt ”Rask i Job”, som skulle nedsætte det høje sygefravær i ældreplejen i 11 kommuner - bl.a. Ballerup, Høje Taastrup, Billund og andre (1).

En hær af forebyggere rullede ud. En sværm af lokale ”helse piloter” blev oplært. Masser af møder blev afholdt. Mange referater blev skrevet. En website blev skabt www.raskpaajob.dk til omtale af det gode projekt. Det stod hurtigt klart for de ivrige forebyggere, at mange medarbejdere levede usundt - fy da: For meget fedt, øl & røg - for lidt motion. Derfor måtte de jo være i højrisiko for at blive syge.

For at kunne se projektets effekt, blev de 11.000 medarbejdere opdelt i to ens grupper: Den ene halvdel skulle ”forebygges” - den anden halvdel skulle være i fred. Målet var at nedsætte sygefraværet i forebyggelsesgruppen med 20%.

Efter to år med grøntsager, stavgang, fitness og sundhedssamtaler forelå resultatet: Fraværet var steget med 15% i forebyggelsesgruppen i forhold til normalgruppen (2, 3). Tak, forebyggelse! For kun 22 mill - det er sgu billigt sluppet!

Konklusion: - Hvis man fortæller folk, at de har en usund livsstil, så bliver de syge. Jamen … skal man så ikke bare holde sin kæft? Og lade folket været i fred?

——————————————

Referencer:

1. Anvendt Kommunal Forskning: Projekt Rask i Job, 2008

2. Anvendt Kommunal Forskning: Implementering og effekter af Raskijob, 2010:

“Modsat, hvad vi havde forventet, viser resultaterne … at forsøget ikke sænker sygefraværet. Faktisk stiger fraværet i projektperioden, og der er ikke nogen ændring i antallet af fratrædelser.”

3. AKF working paper: Implementering og effekter af Raskijob, 2010

——————————————-

Netavisen 180grader.dk:

Sundhedsplan skulle stoppe sygefravær - resultat: 15% mere sygefravær

——————————————–

Bookmark and Share

Indlæg printet fra Klaus K Blog: http://dengulenegl.dk/blog

Link til indlæg: http://dengulenegl.dk/blog/?p=2882

Copyright © 2010 Klaus K blog. All rights reserved.