Header Top
Header Middle
Header Bottom
Forsiden BLOG Forum Fotos Video Om Den Gule Negl

Slog forebyggelse Christian ihjel?

9. juli, 2009 | anti-tobak, debat indlæg, passiv rygning, politik, public health, rygning, sundhed

Læger fokuserede på røg - og overså batteri, der tog livet af 1-årig

- Debatindlæg i Berlingske 8. juli 2009:-

I den chokerende artikelserie ”I lægens hænder” om 1-årige Christian (foto), som døde af at have slugt et batteri - trods mange lægers mulighed for at forhindre dette - kommer Berlingske nu ind til noget centralt: At læger er bedre til at tale med patienter fra deres egen baggrund, end med patienter fra en anden (læs: lavere) social baggrund end deres egen.

Dette forhold er givetvis en meget stor del af årsagen til den såkaldte ”ulighed i sundhed”, der kan aflæses i statistikkerne - og det er derfor befriende at se to læger, Carl Johan Erichsen og Nils Lauge Johannesen erkende i Berlingske 1. juli i artiklen ”Lighed i sundhed er utopi”, at lægerne er for dårlige til at lytte til de såkaldt ”ressourcesvage” patienter.

En stor medskyld for Christians død skal imidlertid findes et andet sted - nemlig i regeringens og sundhedsvæsenets stigende fokus på forebyggelse. Hvordan det? Det lyder jo så fornuftigt med forebyggelse – men er det fornuftigt? Eller giver mere forebyggelse i virkeligheden dårligere kvalitet i helbredelsen? Som to forbundne kar?

Administratorerne i det såkaldte ”Public health” fører for tiden en koordineret og målrettet hetz imod folk som Christians forældres livsstil. Trygt siddende bag skrivebordene - bevæbnede med tal og statistikker - på passende lang afstand fra lægerne og patienterne i frontlinien, dér sidder ledelsen af ”Public health” og udslynger deres fatwaer imod underklassens livsstil.

Fløjlshandskerne og jernnæven

”Hold op med at ryge og drikke - hold op med at spise sødt og fedt - hold i det hele taget op med at nyde - så bliver I lykkelige,” lyder det. Man lobbyer ihærdigt regeringen til at stramme grebet overfor underklassen – som seniorforsker Knud Juel fra Statens Institut fra Folkesundhed siger i samme artikelserie: ”Regeringen må tage fløjlshandskerne af i forhold til rygning og alkohol. Dette vil give helbredet blandt samfundets svageste et kæmpe løft.”

Jeg nærer ingen lyst til at se, hvad der gemmer sig under fløjlshandskerne. Man fornemmer her en afgrundsdyb uvidenhed om ”almindelige” menneskers liv og vilkår. Og det er en grotesk holdning i betragtning af, at 1-årige Christian netop døde mellem hænderne på lægerne, fordi nogen af dem brugte mere tid på at moralisere over hans forældres tobaksrygning end på at lytte efter, hvad forældrene sagde: At drengen måske havde slugt et batteri. Havde lægerne lyttet i stedet for at ”forebygge”, havde Christian været i live i dag.

Som det fremgår af Berlingskes artikel om Christians død, var lægerne der tilså Christian, ikke specielt interesserede i at høre forældrenes oplysning om, at drengen kunne have slugt et batteri. En yngre læge fandt det derimod passende at krydsforhøre forældrene, Jimmi og Maria, om deres rygning:

“Til gengæld var lægen ifølge forældrene meget optaget af at tale om rygning med dem. Lægen spurgte forældrene om, hvor mange cigaretter de røg om dagen, og Jimmi kunne mærke sin frustration og trods sætte tålmodigheden på overarbejde. Ifølge Jimmi og Maria understregede lægen, at forældres rygning er skadeligt for børn. Især for astmabørn.

»Det var lidt underligt. Vi ville gerne tale om det batteri, vi frygtede sad fast i Christian. I stedet skulle vi opdrages om rygning. Vi stod over for en autoritet, og jeg gjorde alt for at beherske mig, så min irritation ikke skulle resultere i, at Christian blev behandlet dårligt af lægen. Men al den snak om rygning krænkede mig. Der blev talt ned til os,« siger Jimmi Knudsen.

I journalen har lægen noteret, at forældrene »iflg. dem selv ryger udenfor og anvender rygejakke«. En rygejakke skal forhindre skadelige stoffer fra røgen i at sidde fast i forældrenes tøj.

Ordet »batteri« bliver ikke brugt i journalen.”

Lægens forudfattede anti-tobaksholdning og fokus på forebyggelse af passiv rygning er ikke bare krænkende for forældrene. Den er også fuldkommen irrelevant at bringe frem, når man tilser et sygt barn, der helt åbenlyst er noget alvorligt galt med. Trods megen propaganda fra anti-tobakslobbyen i sundhedsvæsenet udgør passiv rygning nemlig ikke nogen alvorlig sundhedsfare. Heller ikke for børn, der vokser op i hjem med rygende forældre. Mere end halvdelen af alle danskere over 30 er vokset op i hjem med passiv røg. De har ingen skader - og stort set samtlige videnskabelige undersøgelser understøtter dette.

Journalens bemærkning om “rygejakke” er ekstra absurd. Den viser desværre, hvor stort hysteriet om passiv rygning er blevet i sundhedsvæsenet - og hvordan dette hysteri spærrer for evnen til at stille en klar og korrekt diagnose.

Kollektiv hjernevask

Store dele af sundhedsvæsenet har med en art kollektiv hjernevask bildt sig selv ind, at man ”hjælper” underklassens uvidende stakler ved at tvinge dem til at leve som man selv gør. Ved de ikke, at man ikke kan hjælpe andre mennesker uden et minimum af respekt for deres ret til at leve det liv, de ønsker?

Ideen om at ”hjælpe” de svageststillede til den ”rigtige” livsstil med forbud, forebyggelse og afgiftsstigninger, er ydmygende for dem, der skal modtage denne ”hjælp”. Og den fører altid til det modsatte resultat end planlagt - den fører til mere ulighed og til stigende udstødelse. Forebyggelse, forbud og afgiftsstigninger sparker Christians forældre endnu længere ned af den sociale rangstige, hvorfra de får endnu sværere ved at trænge igennem overfor sundhedssystemet.

Er det mon ikke snart på tide, at sundhedsministeren og sundhedsadministratorerne indser, at man kun skaber ulykke ved at ændre på ”kunderne”? Det er jo systemet, der skal ”forebygges” så det passer til patienternes behov – ikke omvendt.

Christians ulykkelige død er et vink med en vognstang til os alle om, hvorfor vi har den store statistiske ulighed i sundhed. Det har vi fordi folk er forskellige. Havde lægerne fundet batteriet i Christian, havde han kunnet se frem til at leve et sjovt liv til 75 års alderen – ganske vist tre år kortere end en dreng fra Nordsjælland. Nu blev han i stedet kun 14 måneder gammel og vejer således endnu tungere i denne statistik. Tak, ”forebyggelse”.

Se Christian’s mindeside på Facebook

Læs også Mads Kastrups blog på Berlingske, hvor overstående debatindlæg er citeret

————————————————————————-

Bookmark and Share

Tags: , , , , , , , ,

Send artikel Send artikel Print Print

2 kommentarer til Slog forebyggelse Christian ihjel?

SisselK
9. juli, 2009

Takk for en riktig god artikkel, som jeg leste i Berlingske nylig. Jeg håper du får mange positive reaksjoner.

Fleks
11. juli, 2009

Atter en brandgod artikel fra din side, Klaus. - Blot ærgerligt, at der ikke var plads i Berlingeren til artiklen i sin fulde ordlyd.

Forkastelig behandling fra lægeside, og kun anti-rygere kan i deres ‘forbrændthed’ ikke se, at det, at lægen anvender så lang tid på at søge årsagen i rygning, er det tydeligste bevis på, at du har ret i, at de (lægerne) er blevet et produkt af den hetz, med løgnepostulater, som netop sundhedsmyndighederne (Sundhedsstyrelsen sammen med EU, WHO og Kræftens Bekæmpelse) nu gennem flere år har hjernevasket os med.

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Klaus K
- journalist og sangskriver i
Danser med Drenge

Kommentarer?
Skriv i blog'en eller i FORUM

Følg Klaus K på andre medier:
Facebook

180 grader

Søg

Arkiv

Tidl artikler